Udflugtsmål i det sydlige Dalmatien nær Dubrovnik

Kravica Vandfaldene er virkelig værd at
køre efter. Trebizat-floden løber over hundrede kilometer under
jorden, inden den vælter ud af bjerget og falder ned i en lille dal.
Vandet er koldt - og meget dejligt om sommeren.
Søen
for foden af vandfaldet har det klareste vand, man kan forestille sig.
Den har sandbund og afhængig af vandstanden er der noget sandstrand.
Vandet i strandkanten er lavt og flyder langsomt, og man kan se
små fisk på lang afstand. Børn kan få rigtig meget tid til at gå her,
hvis de har et fiskenet med.
Der ligger to restauranter ved
vandfaldet. Der er også en masse græsarealer, hvor man kan slå lejr.
Det er en god idé at komme i løbet af formiddagen, så man kan score en
skyggeplads under et træ. Specielt i weekenderne kan der være rigtig
mange mennesker.
Mange af de besøgende kommer ikke for at bade
men bare for at se stedet. Hver eneste dag kommer busser fra
Medjugorje, som ligger lige i nærheden. Medjugorje er det næststørste
pilgrimssted for katolikker i Europa efter Lourdes. Nummer tre, hvis
Peters-pladsen tæller med.
Det kræver god form at svømme tværs
over søen. Hvis man gør det, lægger man mærke til, at vandet bliver
koldere og koldere desto tættere,
man kommer på vandfaldene. Når man
når den fjerne ende af søen, kan man kravle op på en af klipperne og
tænke over, om man vil springe i, ligesom de lokale drenge gør. De
kravler op og hopper i fra 12-15 meters højde!
I højsommeren
bliver der altid let overskyet i dalen op ad dagen. Det er bittesmå
vanddråber fra vandfaldet, som fordamper, når det bliver slynget op i
luften.

| Retur til forsiden |


Copyright © - Komarna Rejser, Denmark, tel.+45 2349 5880