Borgerkrigen i 1990'erne

Dubrovnik

Lederne i de væbnede styrker og i det regerende kommunistparti i det gamle Jugoslavien var notorisk paranoide. Jugoslavien var alliancefrit og man frygtede både angreb fra warszawapagten og NATO. Alligevel (eller måske netop derfor) blev Dubrovnik erklæret for demilitariseret zone i begyndelsen af 70’erne. Man ønskede for alt i verden ikke at den fuldstændigt unikke by skulle blive udsat for et bombardement.

Den første oktober 1991 belejrede den jugoslaviske forbundshær Dubrovnik. Det skete, fordi republikken Kroatien havde erklæret sig selvstændig fra Jugoslavien den 25 juni samme år. Over de følgende syv måneder var byen under beskydning fra skibe og omliggende bjergtoppe. Inden kroatiske styrker befriede byen, døde 114 mennesker som følge af bomberne.
Ved hovedporten ind i den gamle by hænger et kort, som viser nedslagene. Så snart krigen sluttede, satte Kroatien, EU og FN store midler ind på at restaurere byen. I dag er alle spor af bomberne væk. General Pavle Strugar, som gav ordre til bombardementet, blev i Haag idømt otte års fængsel for forbrydelsen.

Krigen i Kroatien sluttede i 1995. I ly af NATO’s fly, som angreb serbiske stillinger omkring Sarajevo i Bosnien, angreb kroatiske styrker i en lynoffensiv serberne i Kraijna. Kraijna havde været under serbisk kontrol siden 1991, men forsvaret af området kollapsede totalt, og Kroatien genvandt kontrollen i løbet af et par uger.

General Ante Gotovina, som ledte angrebet, kom på anklagebænken i Haag. Han blev fanget i Spanien i 2007, og det var mildest talt upopulært i Kroatien. Da han skulle for retten, demonstrerede titusinder af folk i Zagreb og andre større byer for at vise ham deres støtte. Kroatien har nogle af verdens bedste fodbold- og tennisspiller samt skiløbere. De er dog langt fra lige så populære, som Gotovina, der er nationalhelt. Generalen er i dag frigivet og stort set frikendt for ansvar for krigsforbrydelser

Mostar

Umiddelbart efter Dubrovnik var blevet belejret, stemte det lokale parlament i Bosnien-Hercegovina i oktober 1991 for at løsrive sig fra Jugoslavien. De muslimske og de kroatiske medlemmer stemte for. De serbiske medlemmer stemte imod og erklærede, at det aldrig ville ske. De ønskede fortsat at høre til Jugoslavien.

I marts 1992 bekræftede næsten 100 procent af vælgerne politikernes ønske ved en folkeafstemning. Serberne boykottede afstemningen, og 6 marts anerkendte EU Bosnien-Hercegovinas nye selvstændighed. Det fik serberne til at svare igen ved at udråbe en selvstændig stat, som dækkede halvdelen af Bosnien-Hercegovinas territorium. Republikkens hovedstad var Banja Luka og umiddelbart efter udråbelsen, brød der sporadiske kampe ud.

Kampene førte straks til at militser fra krigen i Kroatien rykkede over grænsen for at sikre sig territorium med de områder, hvor kroaterne var i flertal.

Allerede 3 april bombede den jugoslaviske forbundshær Mostar for første gang. I løbet af de næste par uger, fik hæren støttet af den lokale serbiske milits kontrol over byen. I juni drev kroatiske og muslimske styrker forbundshæren ud af byen. Den svarede igen ved at indlede et bombardement. Som svar brændte den kroatiske HVO-milits et serbisk ortodokse kloster og kirker i byen.

I begyndelsen af 1993 tydede mere og mere på, at tingene ville blive afgjort ved forhandlingsbordet frem for på slagmarken. For at styrke sin forhandlingsposition angreb HVO derfor den 9 maj sine tidligere allierede i "Bosnien- og Hercegovinas hær", som den muslimske milits kaldte sig. Den havde sit hovedkvarter på den vestlige side af Neretva Floden, som kroaterne betragtede som deres land.

I de følgende måneder blev tusinder af muslimer såret eller dræbt i kamp. Mange mænd blev henrettede og kvinder voldtaget. Titusinder blev drevet over på den anden side af floden, så vestsiden blev "etnisk ren". Angrebet var koordineret og skete samtidig i hele den kroatiske del af Hercegovina.

9. november 1993 sprang HVO-militsen Stari Most. Buen styrtede i vandet men de to tårne på hver side overlevede bomberne. Efter freden var genopbygningen en af de ting, der fik højst prioritet i landet. Med midler fra EU huggede tyrkiske stenhuggere 1088 sten ud af det stenbrud, hvor de oprindelige sten også kom fra. Efter års genopbygning genåbnede broen 23. juli 2004 og er i dag på UNESCO's liste over Verdens Kulturarv

HVO’s ledere er allestævnet af domstolen eller på flugt. De er dømt for eller under anklage for forbrydelser mod menneskeheden ved domstolen i Haag. Forsoningen er noget, der går meget langsomt. HVO sprængte med fuldt overlæg Stari Most. Det var tyrkiske arbejdere, som genopbyggede den. Akkurat som deres forfædre havde bygget den første. Det skabte voldsomme protester, at muslimer skulle komme og bygge noget i Mostar, og da broen genåbnede i 2004 skete det under massive sikkerhedsforanstaltninger. Heldigvis forløb alt fredeligt.

Soldater fra EU’s stabiliseringsstyrke er synlige i gadebilledet i den gamle bydel. De slentrer rundt og har ikke noget at lave, for der er ikke fysiske konfrontationer mellem de to befolkningsgrupper. Men hadet og mistilliden er der. Man skal ikke være længe i byen for at fornemme, at der er en unaturlig anspændt stemning.

Når det er sagt, så er Mostar en sikker by, som du roligt kan tage din familie med til.

Krigen i Bosnien-Hercegovina sluttede ved Dayton fredsforhandlingerne 14 december 1996. Landet er delt op i to geografisk næsten lige store områder. Et serbisk mod nordøst og et muslimsk-kroatisk. Landet fungerer stadig langt fra som et normalt land. EU’s "Høje Repræsentant" kan for eksempel udstede dekreter og nedlægge veto imod lovgivning fra det fælles parlamentet i hovedstaden Sarajevo.

Alle parter begik grusomheder under krigen. Serberne begik de største, og muslimerne var dem, som det gik værst udover. Serbernes politiske leder Karadzic og den militære leder Mladic bliver, sammen med Serbiens afdøde præsident Milosevic, set som de hovedansvarlige for krigen. De er begge anklaget for forbrydelser mod menneskeheden. Området svirrer med rygter om, at de i Dayton hemmeligt blev lovet immunitet. Det kan naturligvis hverken af- eller bekræftes.

Kz-lejr i Gabela

I slutningen af 1990’erne kom vi til Gabela for første gang, og vi har været på besøg hos bekendte i denne lille, hyggelige landsby mange gange siden.. Der er åbenbart nogle ting, som man ikke taler om.

Ved et tilfælde opdagede vi, at Gabela i 1993 husede en kz-lejr drevet af den kroatiske HVO-milits. Lejren havde på sit højeste op imod 2000 indsatte, som både var civile og medlemmer af bosniakiske (muslimske) militser.
Udskrifter fra Den Internationale Straffedomstol i Haag giver et rystende indblik i behandlingen af lejrens fanger.
Imamen Sejfo Kaimovic fortæller, at han ankom til Gabela-lejren i midten af juli, efter den kroatiske HVO-milits havde stukket hans moske og hans private hus i brand.

Gabela-lejren var et tidligere ammunitionsdepot for det jugoslaviske flyvevåben, og her sad op til 500 fanger i hver af de fire hangarer. Hverken døre eller vinduer var åbne, og temperaturen nåede i højsommeren næsten 50 grader.
Mange dage fik fangerne ét måltid og næsten ingen vand. Andre dage fik de hverken mad eller drikke.

"Jeg tror at det afhang af, om det havde været en god dag på slagmarken for HVO", fortalte et vidne domstolen i Haag.
En anden fortæller, at folk ventede på at deres eget urin skulle køle af, så de kunne drikke det. Sejfo Kaimovic fortalte domstolen, at hans nyrer fungerer uregelmæssigt som langtidsvirkning fra hans ophold i Gabela-lejren.
En fange fortæller om en fangevogter, som var specielt ondsindet. Når han kom ind i hangaren begyndte han for sjov at slå og sparke en af fangerne. Ofte var det hans egne gamle naboer, som det gik ud over. Mens han pryglede dem, råbte han: "Er jeg rimelig?" Og alle i hangaren ville svare: "Du er rimelig".

Marinko Maric fortæller, at han ved sin ankomst til lejren blev slået i jorden og sparket på kroppen og i hovedet til han mistede bevidstheden.

Lejrens leder "Boko" Previsic beskrives som en følelseskold tyran. 2 oktober 1993 havde en gruppe fanger været på markarbejde udenfor lejren i den nærliggende by Capljina. Da de kom tilbage, blev de stillet op foran Hangar 1 og bedt om at lægge al mad eller andet, som de havde på sig på jorden foran sig.

Mustafa Obradovic prøvede at skjule et stykke brød, som han havde med ind i lejren. Det fik Boko til at trække sin pistol og skyde ham foran mange vidner, inklusiv Marinko Maric. Maric fortæller, at.Boko derpå gik hen til en vagt, tog hans gevær og skød fangen endnu engang gennem hovedet for at være sikker på, at han var død. Mustafa blev 19 år.

I sensommeren 1993 kom Luka Dzanko, brigadegeneral i den kroatiske hær, på besøg i lejren. Flere indsatte fortæller, at han virkede tydeligt rystet over forholdene og beordrede vinduerne åbnet og vand uddelt til fangerne.
Den kroatiske hær var ikke officielt i Bosnien under krigen, og fanger fortæller til domstolen, at han fortalte, at han var der som privatperson. Han var dog i fuld uniform og interviewede adskillige fanger under sit besøg.

" En fange husker en ophedet diskussion mellem generalen og lejrens leder Boko Previsic, som slutter af med, at generalen siger: "En dag vil De blive holdt ansvarlig for, hvordan de behandler disse mænd!" Fangerne fortalte domstolen, at Dzankos besøg gav dem alle håb, og at forholdene blev en lille smule bedre i tiden efter. I oktober 1993 lukkede lejren efter en større fangeudveksling.

Lejrleder Bosko "Boko" Previsic er i maj 2008 stadig på fri fod. Han er efterlyst for krigsforbrydelser i Bosnien-Hercegovina og menes at opholde sig i Kroatien.

Nikola Andrun, næstkommanderende. Blev i december 2006 dømt for brud på Generekonventionen og krigsforbrydelser begået i Gabela. Han fik 13 års fængsel.

Brigadegeneral Luka Dzanko aflagde forklaring til straffedomstolen. Domstolen besluttede i 2003, at der ikke skulle rejses tiltale. Hverken for hans optræden i Gabela eller hans øvrige gerninger i krigene i Kroatien og Bosnien-Hercegovina.

Gå til toppen af siden